Kirkekorsangerne har hverken en overenskomst eller en grundløn. Nogle af dem kritiserer både kirken og fagforeningerne for de manglende vilkår og de store lønforskelle. De beskriver deres erhverv som ”Det Vilde Vesten”.

Af Malou Heigl 

Når man som kulturkristen dansker våger sig i kirke den 24. december, forventes der gerne orgelmusik og julesalmesang. Men bag den gode julestemning og det kristne budskab befinder kirkekorsangerne sig i en ond cirkel af manglende overenskomst og hjælp fra fagforening. 

42-årige Esben Frank har været kirkekorsanger i 20 år, og har sunget i 50 forskellige kirker. Han fremlægger en stærk kritik af kirkekorsangernes arbejdsvilkår, og har før forsøgt at få sagen belyst.  

”Det Vilde Vesten var karakteriseret ved, at der ikke var nogen regler, og det var alles kamp mod alle. Det er kirkekorsangerbranchen i en nøddeskal,” fortæller Esben Frank. 

Kirkekorsangernes utilfredshed

Esben Frank har flere gange stødt på problematikkerne, og den uretfærdighedsfølelse der følger med jobbet som kirkekorsanger. Han mener ikke, at det burde være menighedsrådsmedlemmernes opgave at forhandle løn: 

”Meningsrådene er lægfolk, så de har nødvendigvis ikke nogen forstand på personaleledelse eller lønforhandling. De er helt almindelige kirkegængere, som er blevet valgt ind i meningsrådet, og nu sidder de pludselig og skal forhandle løn på os kirkekorsangere,” fortæller Esben. 

Uden en overenskomst har kirkekorsangerne ikke et forhandlingsudgangspunkt. Hvis man er modig nok til at forsøge sig med en forhandling, så kan menighedsrådene lige så godt finde en anden sanger. Efterspørgslen på kirkekorsangerstillingen er nemlig attraktiv.

”Hvis jeg begynder at stille mig på bagben over min løn, så står der de første 10-20 andre sangere klar til at tage min stilling. Man kan jo fodre svin med kirkegårdsanger. Det er utroligt svært at kræve ordentlige forhold, så længe der er en anden, der hellere end gerne vil synge en tjeneste til en løn, der er lavere end min,” fortæller Esben Frank opgivende. 

34-årige Kasper Borchersen har været kirkekorsanger i 17 år. Han har mener også, at den manglende overenskomst og menighedsrådets rolle som arbejdsgiver ikke er velfungerende:

”Vi er nederst i hierarkiet. Vi får ikke mulighed for at diskutere lønnen. Jeg har i hvert fald ikke set det som en mulighed på noget tidspunkt.  Det er menighedsrådet, der sidder med nøglen til pengekassen,” siger Kasper. 

Lønforskellen er stor 

En konsekvens af den manglende overenskomst er lønforskellene. Det er en af de primære årsager til den uretfærdighedsfølelse kirkekorsangerne går rundt med. 

”Jeg tror, at der er generelt stor forskel, og det er nogle unfair forskelle, der ligger på tværs af kirkerne,” fortæller Kasper Borchersen, som selv har skiftet kirke for at opnå en højere løn. 

Grunden til, at lønnen er forskellig fra sogn til sogn, kan spores tilbage til menighedsrådene. Der er 1632 menighedsråd i Danmark, og dermed også 1632 forskellige lønsatser for kirkekorsangerne. 

Kirkens opbygning

Folkekirken har en decentraliseret ledelsesform. Det betyder, at magten og administrationen er fordelt på mange mindre instanser. Kirken har altså ikke en hovedbestyrelse, som sætter rammen for fx kirkekorsangernes løn. Det er menighedsrådene, som selv administrerer dette. 

Men hvordan hænger det helt præcist sammen?

Explainer af Malou Heigl

Kurt Klaudi Klausen er professor i offentlig organisation og ledelse ved Institut for Statskundskab på SDU. Han forklarer, at kirkens ledelsesstrategi kan være grunden til den store kritik fra kirkekorsangerne:

”Menighedsrådsmedlemmerne er folkevalgte amatører. De er på herrens mark, når de skal lave lønforhandlinger. Det er meget tilfældighedspræget, hvordan de forvalter det ledelsesmandat de har, og det gælder også i de lokale lønforhandlinger,” forklarer Kurt Klaudi Klausen.

Chefkonsulent ved Kirkeministeriet Christa Hector Knudsen mener dog ikke, at en centralisering af kirken ville løse problemet. Hun anerkender, at menighedsrådsmedlemmerne løfter en stor opgave. 

”Det er en svær opgave for frivillige at være professionel arbejdsgiver, det er der ingen tvivl om. Men der er rigtig meget hjælp og vejledning at hente, og rigtig mange, der gerne vil hjælpe meningsrådene i det omfang, de synes, de har behov for,” siger Christa Hector Knudsen.

Hvor er overenskomsten? 

Både Esben Frank og Kasper Borchersen savner en overenskomst, så alle kirkekorsangere på tværs af sogne får de samme arbejdsvilkår. 

Christa Hector Knudsen forklarer, at der under den sidste overenskomstforhandling for kirkefunktionærer tilbage i 2010 ikke blev forhandlet om kirkekorsangerne arbejdsvilkår. De har hele tiden været individuelt ansat af menighedsrådene: 

”Der er indtil videre ikke nogen, der har anmodet om at få kirkekorsangerne overenskomstdækket. Derfor er der ikke indgået en central aftale. For at få igangsat forhandlingerne skal en faglig organisations, som kan dokumentere, at de repræsenterer en vis andel af dem, det handler om, anmode om, at der indledes forhandlinger om overenskomstdækning,” forklarer Christa Hector Knudsen.

Manglende fagforening 

For at komme i hus med en overenskomst må kirkekorsangerne melde sin ind i en fagforening, men Esben Frank finder netop denne del problematisk. Der er ingen fagforening, som dækker kirkekorsangerområdet.

Rie Lykke Aagaard er sekretariatsleder ved Dansk Kirkemusiker Forening. Hun er godt klar over den manglende overenskomst, og finder det også problematisk, men mener ikke, at der er nok kirkekorsangere i foreningen til at kunne gøre det store. 

”Det vi fx gør, er at hjælpe ude i menighedsrådene med at lave lønaftaler. Ellers er bestyrelsen i gang med en proces, hvor de kigger på flere grupper af kontingenter, for at det skal være muligt for flere at være medlem hos os. Det der er vanskeligt, er dem som har meget få timer gerne vil have en lav kontingentbetaling. Det trækker ressourcer ud. Så der er selvfølgelig en ressourceafvejning i det,” forklarer, Rie Lykke Aagaard. 

Derudover arbejder Dansk Kirkemusiker Forening på at udrulle en tillidsrepræsentant i hvert menighedsråd, så broen mellem fx kirkekorsanger og fagforening bliver kortere. Et tiltag, som Esben Frank ikke mener er vejen frem. 

”Tiltaget lægger stadig alt for meget ansvar på den enkelte kirkekorsanger. I bund og grund tror jeg ikke på, at løsningen på problemet ligger i menighedsrådene, da man som sanger stadigvæk vil være overladt til det enkelte menighedsråds luner. Den eneste løsning på problemet er en landsdækkende overenskomst,” siger Esben.

Ingen overenskomst i sigte

Kirkekorsanger Kasper Borchersen ser gerne, at der kommer mere fokus på fordelingen af pengene på tværs af sognegrænser. Han er enig i, at en overenskomst ville komme problemet til livs:

”Jeg vil gerne have mere klarhed. Jeg vil gerne have klare linjer omkring, hvad det er for en økonomi, der råder sig over, så sangerne får en eller anden indsigt i, hvorfor der er så store lønforskelle.” 

Selvom Dansk Kirkemusiker Forening ikke planlægger at gå til Kirkeministeriet med overenskomstforhandlinger i den nærmeste fremtid, så fortæller Rie Lykke Aagaard, at hun begynder at få flere henvendelser fra kirkekorsangerne:

”Mit indtryk er, at der kommer til at blive større bevågenhed på problemet.” 

Indtil da må kirkekorsangerne synge videre uden udsigten til en overenskomst i julegave. Kirkens administration forbliver det vilde vesten, og arbejdsvilkårene er stadig på Herrens mark.